Sønderborg Roklub
- en personlig betragtning –
For nogle bliver idræt afhængighedsskabende, når først de har oplevet det energioverskud, som bobler op af idrættens livgivende kilder. Til idrætsudøvelse hører imidlertid også smerte. Ikke mindst indenfor kaproning. At være villig til at udsætte sig for smerte kan af nogle opfattes som en særlig moralsk dyd. Men hvorfor skulle det være det? Smerte er noget, der følger med på vejen mod det punkt, hvor man kan opleve, at mandskab og båd undertiden bliver ét i et nærmest tidløst svæv.
For mig personligt er rosæsonen derfor ikke kun fysisk udfoldelse. Den er fuldt så meget et åndeligt begreb, - vejen til en periode med en livsførelse, der skærper ånd og sanser. Der er tale om en livsfølelse, hvor kroppens hengiven sig til de omgivende elementer bliver central. Den hårde disciplinerede træning, som det hele hviler på, kan således føre til oplevelse af et uendeligt mål af indre frihed og tilfredshed.
Men det kan altså også godt være lidt surt undervejs. Som nu en kold og regnfuld torsdag aften i februar. Mens det meste af Danmark var begravet i sne, var det her på egnen som nævnt blot surt, koldt og vådt. Inde i bådehuset er et ergometer rigget til, og det er ikke uden en vis forsigtig ængstelse, at jeg, som altid før en fysisk krævende indsats, måler det med øjnene. Rummet ligner ikke just en palmehave. Bagerst i det halvmørke lokale er der nogle ribber samt noget udstyr til vægttræning. Gulvet er et råt cementgulv, koldt som bare pokker. Belysningen klares af nogle gamle halvt udgåede lysstofrør højt oppe under det uisolerede loft. De sender et gustent lys ud over de fugtsivende bræddevægge over porten ud til bådpladsen samt hele sceneriet i øvrigt.
Vi er otte mand, som skal ro 42.195 meter stafet på ergometeret: Johannes, Flemming, Kasper, Lasse, Torben, Preben, Leif og så undertegnede. En sådan kraftprøve kræver noget af sin mand, og jeg kan ikke lade være at tænke på, hvordan det ville have været, hvis jeg var i den samme form, som da jeg deltog i min første kaproning. Det var i 1959 i junior firer med. Eller dengang i 60´erne da jeg var i absolut topform. Hvis blot man kunne trække på kilderne til fordums kraft…
- Nå, men sådan tænker vel enhver sit.
Vi besluttede at køre med 30 sekunders skift, hvilket med otte mand gav en hvilepause på 3½ minut mellem skiftene. 30 sekunder med max-puls lyder måske ikke af så meget, men efter deltagernes forpustede ansigtsudtryk at dømme, var der fuldt ud nok at se til. Det blev til i alt 35 skift, og distancen blev tilbagelagt i tiden 2 timer 14 minutter og 46 sekunder. Sveddryppende, forpustede og med kolde fødder fra cementgulvet kunne vi derefter dæmpet konverserende om momenter i forløbet – tunge i benene, men lette i hovederne – begive os op i omklædningsrummet til et afsluttende fællesfoto.
Jørgen Hinsby
Jørgen bag mobilkameraet...
Sønderborg Roklub Verdens Ende 2