Sønderborg Roklub
- Betragtninger -
Spørgsmålet fik mig imidlertid til endnu engang at spekulere på, hvorfor jeg endnu hænger ved. - Hvorfor dyrke kaproning? En artikel i roklubben SKJOLDs medlemsblad fra 1968 stiller det samme fornuftige spørgsmål, eftersom ”ingen kaproer med respekt for sig selv vel vil nægte, at der er tidspunkter, hvor man føler, at det er privatlivet, der er blevet hobby, og roningen der er selve livet. Altså hvorfor?”
Ved en dimissionsfest 30 år senere på Yale universitetet i USA stillede en af talerne det samme evigt aktuelle spørgsmål: "Hvorfor deltage i en kaproning? Hvorfor udholde mange smertefyldte måneder med at forberede sig til et barskt tidsforløb, som vil efterlade dig halvdød? Er der nogen, der stiller dette spørgsmål? Nej! For er der nogen, der ikke ville gennemgå alt dette og mere til for at opleve det øjeblik, hvor smerten bryder ud i triumf, eller hvor man har tabt med ære?..."
En af mine højskoleelever sagde engang, at roning er en holdsport for individualister. I SKJOLDs medlemsblad fra 1968 hedder det, at "i roning kan ingen rage frem på bekostning af en anden; soloture er umulige, alle er afhængige af hinanden. Er man først med i båden, er der ikke plads til ekstranumre og bravourstykker. Der er kun én lov, der gælder, når "maskinen" kører: at være med til sidste tag, kompromisløst. Ingen anden sport overgår dette i konsekvens og ubønhørlighed."
I bogen "Mind over water" fra 1998 siger Craig Lambert, at paradokset ved kombinationen af individualisme og holdsport består i, at roholdet opnår et meget højt niveau af samdrægtighed i kraft af den enkeltes ensomme indsats. Det er ikke som med fodbold, hvor du kan komme på scorings-tavlen som følge af en medspillers perfekte aflevering. Roerne koordinerer deres indsats omhyggeligt ned til den mindste detalje uden at interagere som i boldspil: "I båden sidder jeg alene på mit sæde og er alene om at klare udfordringerne fra åren og vandet. Her kan mine holdkammerater kun yde mig ringe hjælp." Hver roer er således overladt til sin egen ensomhed, og Lambert konkluderer, at "selvom det er en fælles opgave at holde båden i balance, så må den enkelte roer bære det fulde ansvar for hele holdet. Vi har ingen direkte indflydelse på det, vore holdkammerater foretager sig, og vi laver alle sammen fejl hele tiden. Alt, hvad vi kan gøre, er at bringe orden i vort eget hus ved at passe og pleje vores egen åre og vores eget sæde, holde kropsvægten centreret og foretage de nødvendige justeringer, der skal til for at holde båden i balance. Hver enkelt må handle, som om han eller hun alene havde bådens skæbne i sin hånd…Holdet kommunikerer gennem bådens skrog, ligesom man kan forestille sig, at et hold af linedansere taler til hinanden med linen som telefonkabel. På vandet er båden vores fiber-optiske kabel."
Der er dem, der hævder, at roning nok er den sportsgren, der har ændret sig mindst, siden Oxford og Cambridge i 1829 dystede i Henley for første gang. Det er en sportsgren af udøvere, - ikke tilskuere. Selvom det er muligt for storhold at opnå gunstige sponsorkontrakter, så har rosporten stadigvæk bevaret noget af sit oprindelige amatørpræg. Der er da heller ingen TV-kontrakter som i for eksempel fodbold. Ej heller findes der professionelle roforbund. Derfor kan man godt tillade sig at kalde kaproningstræningen for professionel i sin form og indhold, hvorimod rammer og betingelser i store træk er som dem, der gælder for amatøren.
Kaproning er så fysisk krævende, at den nødvendiggør en enorm indsats af sin udøver. Den kræver meget og giver - med få undtagelser - kun lidt tilbage i form af ydre glans. F. eks. indbringende professionelle karrierer og store fanskarer. Derfor må det indre udbytte være så meget større. Der kommer et tidspunkt, hvor midlerne synes at blive målet: "På et tidspunkt kommer vi til at elske træningen, og til syvende og sidst rummer hvert åretag belønningen i sig selv," mener således Craig Lambert. For egen regning vil jeg tilføje, at udsagnet "Én gang roer - altid roer" rummer den sandhed, at enten bliver man afhængig af den særlige form for hård træning, der kendetegner roning, eller man finder hurtigt en anden idrætsgren. Roerens stræben er endvidere præget af længslen efter at opleve "det perfekte rotag", og i gyldne øjeblikke kan det føles, som om det er indenfor rækkevidde.
Hvad der gælder for andre områder af tilværelsen, gælder ikke mindst for roning: Der findes ingen genveje, men nok forskellige veje til målet. Det gamle ord om, at den, som ikke yder en indsats, vil altid være skuffet, er her på sin plads. Én af mine højskolekolleger brugte gerne udtrykket "den permanente foreløbighedsfornemmelse", når han ville beskrive et menneske, der aldrig er til stede i nuet. Her er mottoet "når først": "Når først jeg har gjort dét og dét, opnået dét og dét eller fået købt dét og dét, så begynder livet!" Her leves livet på forventet efterbevilling og med rigelig mulighed for at udfylde tomheden, eller "ventetiden", med cafe-liv eller andre mere eller mindre overfladiske livsstils-aktiviteter. Eller som I.P. Jacobsen udtrykker det i Niels Lyhne: "Foretage idelige tilløb til et spring, der aldrig bliver sprunget".
I robåden er man bestandigt optaget af at opnå "det fuldkomne glid". Derfor kan "robåden" på så glimrende vis bruges som modbillede til "cafeen". I bestræbelserne på at opnå det fuldendte glid følges vi under træningen bestandigt på vej af tvivlen. Er vi nu også gode nok? Med vores disciplinerede indsats forsøger vi konstant at opnå det, vi inderst inde føler er uopnåeligt. Men denne usikkerhed kan netop give næring til ambitionen og dermed skærpe ønsket om og viljen til at øge indsatsen. Hvis vi som følge heraf overskrider grænserne til det, vi troede kunne lade sig gøre, ligger alle muligheder åbne, og vi ror ud mod stadigt nye horisonter.
Den fremkaldende energi, der er resultatet af en sådan viljesakt, er berusende. I kraft af den kan man træde ud af foreløbigheden og opleve sit liv som intens nutid.
"Svævet" er den eftertragtede tilstand, der kan opleves, når alt går op i en højere enhed, uden at man tilsyneladende anstrenger sig. Det er en åbning af transcendental karakter, der åbner for riger hinsides det personlige. Som Lambert siger, er det oplevelsen af dette "svæv", der gør, at folk bliver ved med at ro. De forsøger at genopleve denne tilstand af lys og klarhed igen og igen. Med klarheden følger indsigt. Ved at give afkald på ønsket om at beherske verden for i stedet at blive ét med den, åbnes der mulighed for gyldne øjeblikke af lykkelig og sanset erkendelse.
Filosoffen Mogens Pahuus har på det abstrakte plan beskrevet substansen i de "gyldne øjeblikke", som jeg på det praktiske plan har oplevet gennem kaproningstræningen:
Lykke er "den sindstilstand, man lever i og ud fra, når man lever i livsopfyldelse og selvvirkelig-gørelse, når man lever ud fra selvet i sig selv, og når éns livsstemning har karakter af livsfølelse."
Lykke består i at "være til ud fra det inderste og egentligste i sig selv."
Lykken og det gode liv knytter sig ikke blot til forbigående stemninger, men er forbundet med bestemte måder at leve på, som rummer livsopfyldelse, selvvirkeliggørelse, autonomi og autencitet. "Man opdager og finder frem til sine evner, kræfter og anlæg og har mulighed for at udfolde disse.
Samtidig er lykke beslægtet med selvforglemmelse og en oplevelse af flow; man føres med, rives med, har ikke greb om sig selv. Og man glemmer sig selv, bliver væk for sig selv i optagetheden af noget andet end sig selv."
"Selvudfoldelsen og selvvirkeliggørelsen er at finde i det selvforglemmende."
I Aabenraa deltog vi, - Niels Gade, Leif Nielsen, Johannes Andersen og undertegnede, i 3 løb.
Vores rutinerede cox, Inge Hinsby, styrede 2 løb, men afstod fra otteren. I vores sidste løb, otteren, kombinerede vi med 4 mand fra Germania, således som vi tidligere har gjort det.
Forud for Sønderjysk havde vi trænet sammen en gang, og jeg synes, vi havde en ganske god bådfornemmelse. Det var dog ikke nok til at klare de unge folk fra den tyske roklub i Haderslev. De gik fra os allerede i starten, og vi kom aldrig til at true dem. Men vi havde ud fra vore forudsætninger et tilfredsstillende løb. Da vi var kommet i land, talte vi derfor endnu engang om, at vi burde træne sammen i den båd lidt oftere.
I hele vores forsæson har træningen været baseret på "Carls 4´er", men i løbet havde vi alligevel nogle tekniske problemer med vind, bølger og styring. Hvad styringen angår, var vores cox dog uden skyld.
Vi havde gerne slået vore makkere fra Germania, men det lykkedes ikke denne gang. 
Til gengæld gik det forrygende i vores inrigger. Efter under træningen at have eksperimenteret med forskellige kadencer for vores banetempo, var vi nået frem til kadence 34. Selvom der var en strid modsø, holdt vi kadencen, og det føltes nærmest som om vi var flyvende. 
Ved 500 meter satte vi en mellemspurt ind, og overhalede det hold, som i kraft af deres handicap var startet 20 sekunder før os. Selv havde vi et handicap på 8 sekunder i forhold til holdet efter os, men afstanden til det efterfølgende hold var ved mållinien blot blevet større. Vi oplevede den indre triumferende kraft, som kan udløses, når man har kæmpet hårdt, og alt lykkes. 
Efter regattaen - og en fadøl - var jeg som beruset af kampens møde med solen, vinden og bølgerne.
Kun ét kan efterfølgende gøre mig lidt trist til mode: At vi var det eneste hold, der den dag repræsenterede Sønderborg Roklub.
Jørgen Hinsby
De små billedudklip lånt af FCC, Aabenraa
Sønderborg Roklub Verdens Ende 2