| Kaninernes første regnvejrsdag |
| Kaninerne havde ikke længere vejret med sig hvilket også kunne mærkes på antallet af opmødte kaniner.
De første par gange kaninerne var ude at ro var vejret jo perfekt, let vind og masser af solskin. Sådan skulle det ikke være onsdag d. 16. maj.
Dagen startede med regn, senere kom der torden, ja og så endnu en gang regn. Vejret var virkelig gråt. Modet på at ro var ikke som de andre dage
og jeg spurgte Flemming tidligere på dagen om der nu også virkelig var roning i dag. Flemming svarede optimistisk at der selvfølgelig var roning,
lidt regn stopper ikke os fra at ro. Måske er det en god idé at tage noget regntøj med, tilføjede han. Vi mødte op kl. 18:30 som sædvanligt og så til vores store overraskelse at der kun var mødt 4 kaniner op. hmm... Men det var ingen problem for os, vi tog to 2'ere (okay den er lidt svær at forstå. vi tog altså 2 stk. 2 roer inrigger både :-)), et kvinde hold og et mande hold. Kvindeholdet blev ledet af Anette og mandeholdet af Flemming. Vi fik gjort bådene klar og søsatte dem. På det tidspunkt var regnen hold op og vind var der heller ikke noget af. Vi (Mandeholdet) roede syd på ned forbi slottet og hen mod dybbelmølle. Det gik rigtigt fint, vi fik gode tip fra Flemming om ro teknikker og fik øvet at skifte pladser i båden. Da vi kom forbi Sønderborg slot begyndte det at blæse op men vi havde medvind så det gjorde ikke noget. Da vi kom hen til den såkaldte "Muren" vendte vi om. Nu kunne man rigtig mærke at det blæste. Da fik jeg en rigtig forståelse af hvordan båden reagerer i lidt bølgegang. Da der var modvind var vi nød til at øge kadencen for at holde fart i båden. Vi fik også skiftet pladser selvom der var lidt vind og bølger. Det var slet ingen problemer at gøre det. På vejen tilbage kunne vi i det fjerne spotte den anden båd, eller var det de andre? Henne ved lystbådehavnen kunne vi se, ja det lignede mest af alt en fisker og vi var i tvivl om det var den anden båd eller om det var en fisker. Vi blev enige om at det nok bare var en fisker og at de andre var roet nord på. Da vi atter skulle forbi Sønderborg slot for at komme tilbage til roklubben, stod vinden hårdt fra nord, så der skulle bruges nogle kræfter for at komme op ad Alssund. Alt gik rigtigt godt indtil Flemming roste os, hvor jeg så lavede den flotte og præstigefulde luftroning kombineret med lidt bølgetop. Vi kom i takt igen og det gik såmænd glidende fremad indtil Flemming igen roste os, hvorefter jeg igen fik lavet den flotte, og i øvrigt meget berømte, luftroning. Men ud over disse småfejl gik det rigtig godt. Vi kom tilbage til roklubben hvor vi fik øvet lidt til lægning til broen. Da vi var færdige fik vi båden op ad vandet og så den anden båd komme fra den sydlige retning. Det var altså dem vi så ved lystbådehavnen. Men vi fandt så også ud af hvorfor vi troede at det var en fisker(se billederne, mere behøver jeg ikke at sige.) Da vi var færdige med at gøre bådene rene følte man sig rigtig frisk og godt tilpasse. Selvom dagen så grå og trist ud er det virkelig dejligt at ro, og det er ikke så slemt når man først kommer ud i det. Så kom bare alle næste gang også selvom det regner. Har man haft en anstrengende dag på arbejde eller lignende, så er en ro tur (uanset vejrtype) absolut den bedste kur imod det. Kvinde båden roede 6 km og herre båden 9 km. Torben Jessen |
Sønderborg Roklub
Sønderborg Roklub Verdens Ende 2