Sønderborg Roklub
Det gode liv handler, i henhold til den tyske filosof Herder (1744-1804), om at realisere et individuelt potentiale, at finde sin unikke indre stemme. Den, som er helt éns egen.
Samtidig rummer spørgsmålet om det gode liv noget, der er større end dig selv.
Det er nærliggende at forbinde forestillingerne om det gode liv med forestillinger om lykke. Således siger den danske filosof Mogens Pahuus, at lykke består i at være til ud fra det inderste og egentligste i sig selv. Forudsætningen er, at man finder frem til de værdier, der virkelig betyder noget for èn selv.
For ikke så mange år siden talte man meget om, at det er vigtigt at "realisere sig selv". Det vil sige, at opdage og finde frem til sine evner, kræfter og anlæg og, - dette er meget vigtigt -, give sig selv mulighed for at udfolde dem.
Disse værdier behøver ikke at svare til dem, som omverdenen forsøger at pådutte èn. F.eks. "villa, Volvo og vovhund", karriere, kernefamilie, forbrugerisme osv. Lykken og det gode liv knytter sig ikke blot til forbigående stemninger, men er forbundet med bestemte måder at leve på, og det kan derfor føre til konflikt og mangel på forståelse hos omgivelserne, når man forsøger at få elementerne i èns egen opfattelse af, hvad der virkelig betyder noget, til at harmonere med omverdenens forventninger. Man kan som vore forfædre tale om "den gode lykke" og "den onde lykke", som, når de forenes, bliver til det, vi også kalder "skæbne". Hvis man er sig disse forhold bevidst, har man et godt grundlag for at skabe sig en meningsfuld tilværelse. Med andre ord: det bliver muligt at handle i overensstemmelse med èns indre billeder af, hvad det er, som giver livet mening. I den forbindelse er det på sin plads at nævne, at lykke er beslægtet med selvforglemmelse og en oplevelse af flow. Det vil sige, at man føres med, rives med, ikke har greb om sig selv. Man glemmer sig selv, bliver væk for sig selv i optagetheden af noget andet end sig selv. Selvudfoldelsen og selvvirkeliggørelsen er at finde i det selvforglemmende. Pahuus siger, at hvis man på en vellykket måde skal kunne finde sig selv, blive frigjort til at være sig selv, da må man få kontakt med eller finde fodfæste i en magt, som er større end én selv.
Jyllands-Posten bragte for en del år siden nogle udtalelser af Tjekkiets daværende præsident, forfatteren og kulturkritikeren Vaclav Havel, der brugte Tjernobyl som eksempel på, at de store opfindelser, der er produktet af rationel tænkning, også udsætter os for farer, som er uden fortilfælde. Han hævdede, at vi ender med at krænke den skjulte orden i verden, som ligger hinsides den videnskabelige erkendelse. Denne orden er vi imidlertid nødt til at respektere, hvis ikke vi skal blive grebet af den arrogante tro, at de brudstykker af sandheden, vi har opdaget, kan sætte os i stand til at styre hele universet.
Det er denne "skjulte orden" eller aspekter deraf, der optager mig. Havel brugte også udtrykket "fornuftens arrogance", der skal forstås som en advarsel mod den arrogance, der gemmer sig i forestillingen om, at et frit og lykkeligt liv for menneskeheden kun kan garanteres gennem videnskabelig planlægning. Mine overvejelser om roningen og det gode liv må derfor godt ses som indlæg mod den "fornuftens arrogance", der kan få os til at glemme glæden ved mødet med den skjulte orden i tilværelsen.
Jeg har ofte talt om den herlige sommerdag i 1995, da jeg var ude at instruere en kvinde-firer. Her fulgte jeg en pludselig indskydelse og spurgte èn af kvinderne om, hvordan man gennem roning kan bryde igennem til Kosmos. Ikke uventet opretholdt hun en forbavset tavshed. Min forklaring var kort og overfladisk, men fyldestgørende i situationen. Siden er jeg imidlertid gået en tung og besværlig gang i forsøget på at finde en mere udtømmende forklaring på et dybere plan. Det, jeg ønsker, er at sætte ord på oplevelsen af den indre verden, man kan komme i kontakt med gennem idrætsudøvelse.
Derfor kan jeg godt lide at tale om "roture med Sophia". Sophia optræder i Det Gamle Testamente, Ordsprogenes Bog, kap. 8 og omtales som "Guds legebarn". Hun repræsenterer den kvindelige side af Jesu natur og er billedet på "den evige visdom", "ånden i naturen" og "det evigt kvindelige". Dette er for mig associationsrige billeder, der kan bruges om den åndelige verden, man gennem hård fysisk træning kan "bryde igennem" til ligesom mystikerne, i situationer hvor det materielle bliver af sekundær betydning. Der er tale om et "gennembrud" til skønheden. Jeg tænker på det skønhedens øjeblik, hvor idrættens æstetiske dimension erfares som en kropslig oplevelse.
Her kommer ideen om, at man for eksempel ror for at opnå det velvære, der følger efter en fysisk anstrengelse i anden række. Eller at man ror for at tabe sig. Eller for at tilfredsstille ambitionerne om en god placering i regattasammenhæng.
Disse og andre motiver er selvfølgelig også til stede, men det er værd at nedtone sine ydre ambitioner og sine mål som roer for i stedet at forsøge at smelte sammen med aktiviteten, som blot består i dette at ro. Det kan føre til oplevelse af momentvise glimt af den vekselvirkning, der får vand, båd, kropslig rytme, vejrtrækning, tidens udvidelse og naturoplevelsen til at smelte sammen til det, vi kan kalde lykke. Samtidig er man selv i centrum, for så vidt som intet andet end "ens eget livs nutid" er målet med roturen. Dog skal det siges, at når jeg har oplevet sådanne stunder, er det sket i forbindelse med den hårde og målrettede kaproningstræning. Det er sket, når mit eget jeg, båret frem af mit energioverskud, er smeltet sammen med den omgivende natur til en stor helhed, hvor skellet mellem subjekt = JEG, og objekt = DU, - båden og naturen - ophæves. Ligesom i det stærke kærlighedsforhold, hvor du smelter sammen med din elskede uden at miste dit eget jeg.
Som man kan se, synes jeg, at det er en storartet ide at muntre sig med såvel de kødelige som de spirituelle glæder. Det kan få livet til at udfolde sig i en lys og til tider noget løssluppen stemning.
Til de spirituelle glæder hører også den whisky, som ind i mellem åbner døren på klem for det kreative kaos, som kan føde store visioner.
Som eksempel på den rå virkelighed, der kan føre til oplevelse af stor indre skønhed, vil jeg konkludere med at beskrive en oplevelse i kortprosaens form. Jeg skrev det for mange år siden:
Kaproning(Bortset fra andendagens regattahoste)Vejen er lang fra bådplads til start.
Allerede under opvarmningen sidder lungerne i halsen,
Og hjertet hamrer i din tørre mund.
Du klarer det aldrig.
Tvinger tankerne bort fra det, der forestår.Sideretteren trækker ventetiden pinefuldt ud, men er endelig færdig.
"Er bane ét klar? - Bane to, tre, fire, fem, seks?"
Starterens stemme lyder i sekunder, presset ud til evigheder.
Når at skæve over skulderen. Målet er uendelig langt borte.
Totusinde meter. Hvorfor gør du det her?"Attention!"
Dybe indåndinger. Fingrene spiller nervøst på åren.
En god start kræver total koncentration.
"GO!""Alle både kom godt fra start!"
Højttalerstemmen anes fjernt,
Som den føres bort på vinden.Forunderligt at nå 1500 metermærket og stadig være i live.
Smerten er din højrøstede følgesvend.
Den sidder bag hvert hivende åndedrag.
Du piskes frem af hensynet til de andre.
Vil ikke være den, der først giver op.
Det giver kræfter i spurten.- Og pludselig er det hele overstået.
Sønderborg Roklub Verdens Ende 2