- Man skal øve sig i de ting, der giver lykke -
Den græske filosof Epikur (341-270 f. Kr.) har sagt, at "vi må øve os i de ting, der giver lykke". Så enkelt som det er udtrykt, så stærkt har udsagnet påvirket mig lige siden, jeg stødte på det første gang. Grundlæggende ved at påpege, at man må finde frem til et livsgrundlag, der kan give livet dybde og indhold. På det praktiske - og tilsyneladende overfladiske - plan ved at man fylder sin tilværelse med små glæder. Det, som Kierkegaard kalder "den gode gentagelse", og som lyser op i hverdagen ved aldrig at blive trivielt. Som jeg ser det, gælder det om at hengive sig til glæden ved hele tiden at finde et eller andet, det være sig nok så småt, man kan glæde sig til.
Glæden ved udfordringen og kampen, såvel under træning som i konkurrence, har altid været nærværende for mig. Det har den været, fordi jeg ser kampen som en mulighed for at få frigjort den indre "triumferende kraft", som ligger slumrende i det daglige. Derfor er konkurrenterne i et løb for mig ikke modstandere, men partnere som muliggør mit møde med mit indre glædesfyldte selv.
Det er nærliggende at beskrive glæden i billeder. Engang jeg kom hjem fra træning, høj af begejstring, beskrev jeg mine følelser med følgende billede, som jeg tidligere har brugt i flere sammenhænge. Men her er det altså igen:
Hård nordvestlig vind gør det tungt at drive båden over Møllebugten. Fem kvarters galoproning med høj puls og hivende åndedræt skærper sanserne. Under hjemturen åbner hullerne i skydækket for den rosatonede aftensols blændende glitren i de oprørte bølger, der med krappe bevægelser og med sprøjt af dråber fra årerne forfølger båden skråt bagfra. Man overvældes næsten af al denne skønhed, som er så tæt forbundet med éns fysiske træthed.
Med dette billede taler jeg om den store sammensmeltning, hvor man gennem fysisk udfoldelse kommer ind i et tidløst rum af intenst livsnærvær, der sætter sig spor i sindet. Det er en oplevelse af mageløs kvalitet. Den kan ikke fratages dig, således som de materielle værdier kan det. Det er dette, der for mig er den inderste hemmelighed ved den stærke idrætsoplevelse. Det er det, som kan gøre det muligt at opleve den livsfylde, der består i, at man giver slip på sig selv, træder ud af fornuftens herredømme og ind i en verden, hvor fornuft og sanser smelter sammen på en måde, som giver livet mening og retning.
Da jeg vågnede lørdag morgen den 29. august havde jeg dog ikke megen sans for disse højstemte tanker. Også i år har nemlig august været præget af megen instruktion ved siden af de fire ugentlige træningsdage. Så jeg var i virkeligheden ved at nærme mig et mætningspunkt, hvad roning angår. Dertil kom gråvejr og en vejrmelding om stærk blæst og regnbyger. Ind i mellem som skybrud. Men der sker noget med én, når man ankommer til bådpladsen og møder de andre. Her hersker en særlig atmosfære, og min lidt tunge morgenstemning afløstes af den sædvanlige nervøse forventning.
Det store deltagerantal er en af de glædelige ting ved NRV-Regattaen. Ikke mindst fordi der deltager så mange ungdomsroere. Den sønderjyske kaproning blegner helt i sammen-ligning hermed.
Carls besætning - Leif Nielsen, Johannes Andersen, Niels Gade, Inge Hinsby (cox) og undertegnede - havde i gig 4+ tilmeldt os Damm Trophy-løbet, som er på 4,5 km. I Damm Trophy kan man tilmelde sig i såvel turbåde som kaproningsbåde, og der er medaljer til førstepladsen i hver bådtype. Desuden deltog vi med 4+ (outrigger) i et løb, der til vores ærgrelse i år var skåret ned fra 1.000 meter til 500 meter.
Men det er altså noget af et broget virvar, når som i år 30 både ligger samlet til start ved Dam Ende. Ikke noget at sige til cox´ens nervøse panderynken. Dertil kom at vi blev ramt af en voldsom regnbyge lige før starten. Men vi kom godt fra start og kværnede derudaf med lange gennemtrukne tag i kadence 32 i stærk blæst og medsø. Da vi var nået omkring halvvejs, var jeg så begejstret, at jeg mumlede: "This is life!" Havde det ikke været for forpustetheden, kunne jeg have råbt det højt. Løbet var simpelthen perfekt, og vi vandt i tiden 16 minutter og 57 sekunder for de 4,5 km.
Vort næste løb gik også efter bogen: En perfekt start med efterfølgende spurt over det meste af banen gav en sejrstid på 2 minutter og 8 sekunder (denne gang for 500m).
Og det er jo alt sammen herligt! Men, som jeg altid "prædiker": Hvis man udelukkende er fikseret på at vinde, taber man altid, hvis man ikke kommer i mål som nummer et. Hvis derimod glæden ved den fysiske udfordring og kampen er det centrale, kan man aldrig tabe, selvom man ikke vinder. Som eksempel kan jeg nævne de sønderjyske mesterskaber i år, hvor vi også stillede op i 2 løb. Vi blev nummer 2 i begge løb, men vi havde roet godt og gik derfor glade hjem.
Men det er nu alligevel noget særligt at vinde!
Jørgen Hinsby
Sønderborg Roklub
Sønderborg Roklub Verdens Ende 2