Sønderborg Roklub
på den berømte "Bombefirer", som huserede på kaproningsbanerne i 60´erne og 70´erne.
Jørgen Hinsby
- af Tom Hinsby -
Hvor man måske kunne finde på at sige, at "roning er en metafor for livet", har en amerikansk eliteroer, Peter Mallory, vendt op og ned på ordene ved at sige, at "livet er en metafor for roning, og eftersom Gud har humor, vil han tilgive mig, når jeg siger, at Gud er roer, og når vi er bedst, ror vi som ham." - Der står intet om dette i Skabelsesberetningen, men man kan godt forestille sig, at der opstår en vis rastløshed ovenpå den kraftpræstation, det er, at skabe et univers på 7 dage.
Jeg kan ligeså godt gå til bekendelse med det samme: Jeg har haft en elskerinde gennem mange, mange år. Elskerinden kan identificeres som vandet, båden og kampen. En hel treenighed. Roning. At flytte en båd når vandet bobler som champagne på en stille dag. Som at glemme alt. Rytmiske åretag der kærtegner vandet med en følsom, sensuel tiltagende styrke, hvert tag et sug gennem vandet, der elsker dig, når du ikke pisker din åre på dets rolige overflade.
En elskerinde der må respekteres. Du kan ikke slås med hende, du kan ikke piske dig igennem, hun vil altid vinde, hvis du ikke forstår hendes stolthed, hendes farlighed.
Enheden krop, årer, båd og vand får dig til at ro til de blå bjerge bag horisonten.
Men så er der også de gange, hvor det eneste man tænker på, er den helvedes mållinje, og det er knap så himmelsk. Det er som en uendelig klodset vandring i en solsvedet ørken.
Nogen gange ka´ man ikke stoppe
Andre gange ka´ man ikke komme i gang
Det er som livet
Og når tågen danser over søvandet
Og trætheden tillader feer at synge
Så favner sanserne smerten
At være "tåmand" i en firer uden kan være en vanskelig opgave:
1. Styre med den ene fod mens de andre gør vrøvl
2. Kigge sig omkring for at kunne styre den rigtige vej. Helst væk fra konkurrenterne. - Ikke ind i dem
3. Ro som en vinder
Orientering, fokusering, kampen for at vinde. Alt imens et kor af stemmer beklager sig.
Det minder om noget.
Ja, styrmandsløse både i al deres umulighed og elegance viser tydeligt, at den lige vej ikke altid er den hurtigste vej mellem to punkter. Ja, måske ikke engang den korteste.
Det minder virkelig om noget.
Og det noget er enten "en spandfuld lort" eller "det gode liv".
Som roer og som menneske må man sande, at eksistentialisten Sartre havde ret, når han hævdede, at man må forestille sig Sisyphos som et lykkeligt menneske.
Sisyphos måtte elske den evige gentagelse. Ja. Han flyttede sten op på en bakke. De rullede ned igen. Han bar dem op igen. De rullede så ned igen … og så videre og så videre.
Men daglige gøremål. De små ting der er de samme hver dag. Glæden over genkendelsen og gentagelsen og hverdagen.
Da jeg var gammel, kunne jeg ikke flytte båden gennem vandet. Efterhånden som jeg bliver yngre, lærer jeg mere ikke at tvinge min båd, men at bevæge den gennem bølgerne.
Ved internationale regattaer var startkommandoen tidligere fransk:
"ETES VOUS PRETS.. PARTEZ!"
Ligesom en roer ikke altid er parat i startøjeblikket, tror jeg, at mange ikke er parate til at blive født. ØØØH, ka´ vi ikke lige vente en time, en dag, en uge, til næste år…? Men den store startdommer i himlen er allerede i gang med det skæbnesvangre "PARTEZ!" - og så er det sgu´ med at vågne op. Sammen med karavanen. Alle starter. Nogle fanger en ugle, kampen går videre, du flyver, du synker, i medsø, modsø, sidesø. Det gør ondt. Det gør godt. Det kræver total overgivelse til at ville gennemføre. - Sådan stille og roligt. Banefordel, rend mig et vist sted. Den, der kan vinde, vil vinde, men kampen er vigtigere, fordi den lærer man af. Og det endda nok til mange liv. Og ingen kan kaldes for vinder, før målstregen er nået, og det store regnskab gøres op.
Af alt dette har jeg lært, at når starten er gået, når livet går i gang, så tæller hvert tag, hver handling. Men lad være med at kæmpe mod vandet. Eller livet. Når der er "modsø", så slap af. Gør det let, grin ad det, og styrer du skævt uden styrmand, er der altid tid til at rette skuden op og måske endda vinde.
Ingen kan kaldes taber, før hans stræben er ophørt.
Sønderborg Roklub Verdens Ende 2