Sønderborg Roklub
- en krønike uegnet for mindreaarige -
Stille sivede sommeren af sted. De daglige ture op og ned ad sundet, som så smukt blev besunget af "Smækre Solvej" begyndte at virke voldsomt vanedannende.
Bygdens bersærker og skjoldmøer skuede længselsfuldt ud over de salte strande og vilde våger. Udlængslen sled og stred i bygdens stræbsomme beboere.
Men så! På en kold og kedelig morgen lød lurens lokkende lyde:
Et togt til rigets største bygd og handelsplads, der hvor selve det høje alting havde til huse.
"Skyller-David" skulle efter sigende og sande rygter have plejet pålidelig omgang med hovedstads hirdmænd og hårde halse.
Han overgaves opdraget med at formidle frænders færd til gæstebud hos hovedstadens høviske og højt estimerede hav-riddere.
Togtet tog sin begyndelse. De frygtløse frænder foretrak at færden foregik over land, så befordringen foretoges af rigets raslende og rystende skinne-kærrer. Man mente, at bygdens både ikke burde være væk så længe.
I spidsen for de barske bersærker og milde møer stod "Skyller-David".
Deltagerne var i øvrigt:
Indpiskeren Jørgen med sin husfrue "Initiv-Inge".
"Gunnar hin Lange", "Ove Snekkesmed", "Willy Vådsok", "Ib Flæskeflækker", "Poul Plovskær",
"Energi-Ernst", som på bygdens sidste fællesting højlydt lod sig hylde som høvding for de farvandte fæller.
Høvdingens hustru "Lizzi-Lyslok" (som af flæskeflækkeren blev kaldt "Lizzi-Lamselår", mens han skæmtsomt slikkede sig om sine stride skægstubbe).
Til sidst men absolut ikke mindst underetegnede "Mogens Mjødvom".
Flokken ankom fredeligt og i god ro og orden til fremmede fællers formidable langhus. Huset var både stort og flot som det sømmer sig for en af landets ældste klubber. Her husedes et stort antal snekker. Man havde endda æret vores høvding ved at navngive en smutsnekke efter ham "Ernst".
Pynten blev dog pludseligt pillet godt og grundigt af skt. Gertrud, da sandheds gruelige virkelighed gennemrystede de gæve gutter fra det Sønderjyske.
"Man Manglede Mjød"! Man havde fået installeret en nymodens mjødmaskine, som desværre var gået i udu.
Skuffede og surt småsnakkende blev vi vist hen til vores sovested. Alle fandt vi vore medbragte fåreskind, som vi fint fordelte hen over gulvet for at tjene som lunt leje for vore led og lemmer. Dog havde "Willy-vådsok" på et vikingetogt sidste sommer, tiltusket sig en elefantblære, som han med megen møje og under muntre tilråb fik fyldt med luft. Den skulle bære ham blidt og blødt gennem hans skønhedssøvn, men den virkede nu stor og faretruende.
Trætte og tørstige travede den trofaste flok fremdeles af sted for med egne øjne at skue hovedstadens høje huse og havnepromenader.
Det virkede voldsomt på de benovede bersærker, at man her havde stillet langhusene lodret og de glinsede i glas og glimtede som gløder, så de lignede Gimles gyldne haller.
Færden førte os vidt af sted langs vandet. Efter en times travetur dukkede et tilforladeligt traktørsted op. Skjoldmøer og bersærkerne bænkedes om langbordet og velskænket, skummende mjød blev sat for de tørstende sjæle.
Her blev vi virkelig tilsmilet af lykken. Man havde slagtet svin og var i gang med at stege sulet. Ib flæskeflækker fik blanke øjne og resten af svendene savlede stille ned i skægget.
Flæsket blev fremdeles fortæret og folkenes fedtede fingre blev tørret af i trøjerne. Bredbugede og en smule beduggede faldt freden over flokken.
Ib Flæskeflækker fremviste to glinsende guldstykker, som han hjemmefra havde fået udleveret af mynstermøen Margit. Den ene var tiltænkt fortæringen mens den anden var til frække fortovs-friller. Desværre faldt frillerne i den aktuelle prisklasse ikke i flæskeflækkerens smag, så der blev ingen fest på fåreskindet den nat.
Vel hjemkomne til vort natlogi fik alle tømt sin blære, undtagen Willy-vådsok som måtte fylde sin.(Elefanten havde mistet luft). Natten forløb fredeligt med gustne grynt, småsnak og snorken. Selv i søvnens sorte dyb flød der sure brokker fra Ib flæskeflækker, "Sulet var s'gu stegt for hårdt" vrissede han vrantent fra fåreskindet.
Morgenen oprandt og fyldtes med lyden fra knirkende knogler, skrigende sener og bragende ben.
Pludselig gik der et chok gennem forsamlingen.
HVOR VAR WILLY-VÅDSOK ????
Gunnar hin lange, som havde det bedste overblik kunne dog straks berolige bersærkerne. Han kunne svagt skimte skyggen af Willy-vådsoks næsetip. Elefantblæren havde i nattens mulm og mørke lige så stille opslugt sin blundende beboer.
Et redningsmandskab blev straks etableret og under kampråbet "BEFRI WILLY" lykkedes det dem at fravriste blæren sit halvt bedøvede bytte.
(Elefantblæren endte sine sørgelige dage på bunden af en affaldskontainer i Københavns sydhavn).
Med hjælp fra de hjemmehørende hirdmænd blev et mægtigt morgenmåltid arrangeret og fortæret.
Fem små smutsnekker blev behørigt tilrigget og ruten rundt i rigets største havn tog sin begyndelse.
Vi roede rundt ad kringlede kanaler med blandede beboelsesbåde og lodrette langhuse. Vi passerede rigets alting som lå på en ø midt i bygden og beboedes af lumpne lovsigemænd og luskede landkrabber. Vi kom forbi fordums ledingflådes formidable redepladser.
Bag Holmens faste stok gjorde vi landgang og frem fra et skjul i en af snekkernes skrog fremdroges en tønde mjød. Jo man må sige at vore værter værdsatte sportens værdier. På forunderlig vis forsvandt tøndens indhold i mandskabernes formfuldendte maver.
Videre gik det forbi rigets i hine tiders største bådebyggeri, som med stolte traditioner havde bygget megastore supersnekker.
Sulten begyndte så småt at melde sig, og da de lokale svende smukt snakkede om en bebyggelse med rigeligt mad og drikke, blev der lagt en taktik.
De fem snekker blev delt således at de tre af snekkerne skullet angribe over vandet fra øst, selvom skummende sø og strid storm var stik imod.
De to andre snekker skulle gøre landgang og bersærkerne angribe over land fra vest.
Taktikken lykkedes og uden at noget fik krummet en krølle blev bersærkerne bænket og fade med fast føde blev båret frem efterfulgt af mundgodt mjød af fineste kvalitet. Vi fik det hele lige fra god gammel ost til nogle gustne grønne blade, der virkede uegnede til mands føde.
Opmuntret af det mægtige måltid gik det frisk hjemad med brusende bovskum og flyvende fart. Undervejs slog vi et slag ind om den gamle chr.havns kanal.
Efter 23km.'s roning nåede vi indsejlingen til vores bådeplads.
Der blev vi mødt af et frygtindgydende syn. To ti-meter lange krigskanoer af østerlandsk oprindelse, hver bemandet med 16 vilde bæster iført skriggule veste og slips, kom brasende imod os, mens luften fyldtes af bavianernes bestialske brøl.
Heldigvis viste det sig at være en del af et arrangement iværksat af værtsklubben. Her spandt man gyldne grunker på at udleje sine kanoer til velstående virksomheder, der inviterede sine unge håbefulde lejesvende på pagaj-fart, hvorefter de modtog en medalje og et krus mjød.
Da ynglingene var forduftet kom klubbens bekymrede høvding og bad om hjælp. De unge krigere havde ikke formået at tømme tønden med mjød, - om vi måske kunne konsumere resten, så det gode øl ikke flovedes ved at stå for længe? Derom var der ingen diskussion og restmængden af mjød gled mundret i maverne!
De mange sære oplevelser havde sat deres spor i vikingernes virkelyst, så aftenen og natten forløb fredeligt i fryd og gammen. Næste morgen stod vi op, pakkede og rejste hjem.
Og hermed slutter sagaen om Alssund roernes velgennemførte togt til hovedstaden.
Mogens Mjødvom
Sønderborg Roklub Verdens Ende 2