Sønderborg Roklub
- en personlig oplevelse -
En irriterende bippelyd vækker mig af min søde morgenslummer. Et hastigt blik på clockradioen fortæller mig, at klokken er 0645. Og så en lørdag morgen!
Efter at have indtaget en hurtig kop kaffe og et stykke amagermad med honning begiver fruen, vores cox, og jeg os lettere søvndrukne på vej mod roklubben. En smule urolig tænker jeg på, hvorledes jeg skal få forenet min lidt tunge morgenkropslighed med de krav til energiudfoldelse vores lette og elegante outrigger konfronterer os med.
Os, det er Inge (cox), Niels, Leif, Johannes og mig, der nu i en 4-5 sæsoner har prøvet at aflure de hemmeligheder, der gemmer sig bag vores båds smækre linjer. Som i forførelseskunsten får man ikke det hele præsenteret på en gang, hvorfor vi til stadighed må gøre os umage. Det kræver hårdt og målbevidst fysisk og teknisk arbejde at nå til henførte øjeblikke af selvforglemmelse med den skude, skal jeg lige sige. Men når jeg så sidder på mit rullesæde og er i gang med opvarmningen, føler jeg mig alligevel forventningsfuld ved tanken om den "fest", der forestår. Denne rolige begyndelse på en følelsesrig og stemningsfuld overanstrengelse. Dog aner jeg denne bestemte morgen en smule uro, fordi krop og ben er tunge efter vintersæsonens første omgang vægttræning, som fandt sted dagen i forvejen.
Efter Møllebugten er morgensøvnighed og kropstunghed arbejdet ud af kroppen og bådens rytmisk kværnende tempo vækker sanserne og gør sindet modtageligt for ydre indtryk. Himlen er grå af skyer, men hist og her lader et hul i skydækket solen kaste gyldne strejf af lys i vandet. Hvor der er åbne lavninger på alskysten, hilses vi af en frisk og kølig østenvind. Et stort fugletræk, måske på vej mod Mandø, bringer mindelser om Sort Sol. Længere fremme jager en flok elegante måger lavt hen over sundet. - Og vi kværner stadigvæk derudad!
Som Johannes engang har sagt, er det udover at være en unik naturoplevelse "en prægtig rotur med gode venner, - uafvendeligt efterfulgt af skuffelsen over, at turen desværre alt for hurtigt er ovre igen." Han tilføjer, at "selvom man er sammen med andre i båden, er de andre kun statister i den private historie, hver enkelt i sin indadvendte og - i begyndelsen - småsøvnige tilstand oplever på sådan en morgentur. Og det bliver ikke bedre, end når man kender hinanden så godt, at der ikke stilles krav om selskabelighed, når skjoldet mod omverdenen er nede…"
At så min højre hånd sover, og den venstre har bristefærdige vabler, er af mindre betydning og glemmes helt, da Niels, vores stroke, der åbenbart er legesyg i dag, et kort øjeblik banker kadencen op på 40 tag i minuttet.
Dette er i virkeligheden en tilbagevenden til den nødvendige kropslighed på luksusklasse:
- Nødvendig fordi vi i biologisk og udviklingsmæssig henseende har krop som et stenaldermenneske, der skal kunne klare store fysiske udfordringer i det daglige.
- Luksusklasse fordi vi i modsætning til stenaldermennesket selv kan vælge vores udfordringer.
Jeg ved, at disse tanker med deres indbyggede forventninger vil hjælpe mig med at træde ud i morgenkulden, når vækkeuret giver sig til at bippe på lørdag klokken 0645.
Jørgen Hinsby
- På vej op ad et morgendiset Alssund - eller ind i ukendt drømmeland...?
- en kommentar af Niels Worm, der roede med på fireren for et par år siden -
Jeg husker morgenroningen. Om jeg gør!! Hvordan hele kroppen var uregerlig efter i starten at få nogle småhvil; men der var ingen kære mor. Kun én vej mod de træningsmæssige øjeblikke med:
Årebladet i - stem med fødder - træk - åretagets irriterende modstand i vandet -og så oven i købet hurtig afvikling med åren frem over lårene - inden rullesædet skulle frem - for atter ...... at møde nye pinsler.
Tanken: "Hvad fanden laver du her"? "Det er løgn, du igen er gået med til denne morgenaftale"! Hold kæft hvor man led. - Men når så kroppen var arbejdet igennem, og aftalerne fra træningsprogrammet rullede, fik man nogle gange så enorm stærk fornemmelse af KRAFT fra isse til fod, at man endelig fik sejren over morgenkroppens lyst til at holde på den sidste rest fra søvnen. Så bad man nogle gange bønligt om 10 ekstra stærke! Og når næste uges træningsdage skulle aftales eller blot repeteres, så var lørdag morgen da ikke noget problem!! Selvfølgelig!
Vi mennesker er åbenbart tilbøjelige til at huske slutningen af et oplevelsesforløb, derfor er det den gode smerte, vi husker, mens startens pinsler (lyder godt nok lidt dramatisk) nu blot var noget, man erindrer som noget småtteri, der kun lå i begyndelsen! Men det er et billede på, at krop og sind må gennem pinsler for at mærke en kraft- og lykkefølelse!
Mon det også er det, der skal til i en virkelighed anno 2008? Eller er netop disse morgener kun for "Stenaldermennesket" i os??
Niels Worm
- vi kan vist lige nå 10 stærke mere, inden vi når tilbage til klubben...
Sønderborg Roklub Verdens Ende 2