- Tredie beretning –
Så forsvandt også den tredie arbejdsweekend. Vi var lidt færre til at løfte end de øvrige weekender, men vi nåede alligevel rigtig langt. Det synes vi i hvert fald selv! Alt gips er nu sat op, og vi er godt igang med at spartle og slibe. Også gulvet fik vi rettet op med et lag cement.
Når man kigger lidt på detaljerne, må man fremhæve, at Prebens runde vindueskarme er temmelig vellykkede. Leifs (og andres) gipsarbejde omkring vinduerne må også siges at være ganske pænt (og de adskillige timers indsats værd). Ikke mindst, når man tager i betragtning, at det var første gang, vi prøvede den slags. Pigerne (Susanne, Marie og Evelyn) havde ordentlig gang i spartelmassen. Og derefter i skruemaskinerne da gipspladerne skulle skrues fast. Bemærk iøvrigt, næste gang du kommer forbi, hvor pænt rørene, som ligger lidt under loftet lige indenfor døren, er dækket af! Jeg siger ikke, hvem der har lavet det, for det ville være at prale.
Helt uventet fik vi hjælp fra Lyngby Roklub i form af Lars Nymarsk. Han havde vist hørt noget om at Sønderborg Roklub var i gang med noget og havde brug for hjælp. (Eller også var han alligevel i byen og kiggede forbi, ligesom han plejer?) Under alle omstændigheder var det rart med et par hænder ekstra.
Når det nu er tredie gang vi var sving, er det tilladt at se tilbage og sammenligne lidt: Det er sin sag at tage 1, 2 eller endda 3 weekender ud af kalenderen, så antallet af hænder har varieret noget undervejs. Fordelen har så været at der ikke har været unødig lediggang. Og det har været dejligt at se, at alle som har deltaget, virkelig har givet fuld gas. Samtidig har alle tre weekender været præget af højt humør og den sædvanlige positive indstilling; selvom det ind imellem har været nogle lange dage med arbejde af en karakter, som jeg ikke er vant til.
Vi nåede desværre ikke at blive helt færdige på de tre planlagte weekender. Måske var det også kun mig, som håbede på det.
Under alle omstændigheder fortsætter vi til den festlige ende. Når vi nu er nået så langt, så ville det være trist, hvis vi ikke får det gjort færdigt, før næste vinter.
Derfor: mød op, hvis du kan, vi kan bruge alle slags hænder.
Håber vi ses,
Claus L
PS Denne weekends fotografer var Johannes, Evelyn og Deres udsendte.



















Sønderborg Roklub
Sønderborg Roklub Verdens Ende 2